Bazilar har eksisteret i over 4000 år, byen er den største i Meluria med næsten 10.000 indbyggere, og mange daglige gæster. Byen er kendt for dens afslappede holdning til underholdning af enhver art, inklusiv gode spisesteder, fine teatre og de bedste glædespiger/drenge på kontinentet.
Byen er opkaldt efter den gamle flodånd Bazilar de første indbyggere tilbad inden Orhans guder overtog posten som populære guder, enkelte druider tilbeder stadig Bazilar selvom der kun er meget få statur tilbage af guden.
Den største statue af Bazilar blev fjernet fra byen og sænket i bugten af Vuldar den Hellige for omkring 1000 år siden. I dag siger sømænd der mister et anker i havnen at “Bazilar brød sig ikke om din krog”.
Byen er ledet af Arona familien som har ledet byen i mere end 300 år, i øjeblikket med den afslappede og omgængelige hertug Michaelangelo Arona ved roret.

Bazilars Vugge: Stedet er en charmerende og let slidt kro ved havnefronten, hvor Bazilars travleste gader mødes. Indvendigt er væggene mørke og dekoreret med gamle kort, skibsmodeller og beskadigede malerier, som Signora Pamina stædigt nægter at udskifte. Lyden af Paminas buldrende latter blander sig med lyden af træstole mod stengulvet, og luften er tyk af krydret duft fra kødgryder, dampende øl og sød tobak. Bazilars Vugge er en foretrukken oase for søfolk, eventyrere og byens skuespillere, der søger afslapning efter en lang dag – eller et diskret sted til en udveksling af rygter og hemmeligheder, som Pamina har en ganske særlig næse for.

Flodgudens Blik: En lille helligdom nær floden, hvor folk stadig kommer for at ære den gamle flodånd Bazilar. Her er der rester af en gammel statue, nu næsten dækket af mos og vinstokke, men med en mystisk atmosfære, som man siger, beskytter mod uheld. Søfolk og handlende kommer her for at ofre små mønter eller blomster og bede om en sikker rejse, selvom det foregår lidt i smug. Flodgudens Blik er en påmindelse om byens ældgamle tro og er kendt for de mange historier om, hvordan ofringer her har reddet folk fra storme og andre farer.

Det Flydende Teater: Et spektakulært udendørsteater, som flyder på pramme og dæk midt i floden, hvor byens bedste skuespillere og entertainere optræder. Publikum ser forestillingerne fra siddepladser på flodbredderne eller lejede både, hvilket giver en særlig oplevelse, når månen og flodens lys reflekteres over scenen. Bazilar er kendt for sit store talent for skuespil, og her opføres både episke dramaer, komedier og musikalske forestillinger med Bazilars ro som bagtæppe.

Den Gyldne Havnehal: En imponerende bygning ved havnen, hvor Bazilars fineste råvarer udbydes og handles, fra eksotiske krydderier og silke til kunstfærdige smykker og tæpper. Den Gyldne Havnehal er kendt for sit smukke interiør og de lysende glasmosaikker i loftet, der afspejler solens stråler i alle regnbuens farver. Her mødes rejsende og handlende, og byen lever virkelig op til sit rygte som et centrum for luksus og handelsfrihed.

Den Sunkne Trappe: Denne underjordiske passage leder ud til bugten og var engang en del af en stor tempelhal for Bazilar, nu delvist nedsunket og fyldt med vand. Sagn fortæller, at Vuldar den Hellige selv befandt sig her, da han i sin tid erklærede flodånden for afdanket. Det siges, at man kan skimte dele af den oprindelige store statue gennem det mørke vand, og lokale guider tilbyder ture for at se stedet. Mange er fascinerede af trappen og det skjulte vandkammer, hvor Bazilars aftryk stadig mærkes.

Alden Voss: Er en ældre druide, ranglet mand med langt, gråt hår og dybtliggende, intense øjne, som synes at stirre gennem alt, han ser. Alden er en af de sidste dedikerede tilhængere af flodånden Bazilar, og han kan ofte findes ved Flodgudens Blik, hvor han udfører små ritualer og hvisker ældgamle bønner. Klædt i en falmet grøn kåbe, dekoreret med tørrede vandplanter og små sten, bærer han tegn på sit livslange bånd til floden.
For Alden er Bazilar ikke kun en glemt gud, men en kraft, der venter på at vende tilbage og genoprette balancen i Bazilar by. Hans største drøm er at hæve Bazilars statue fra havets bund, trods den umulige opgave. Med sin dybe tro og ukuelige stædighed er han villig til at bruge resten af sit liv på at finde en måde, om så det kræver brug af urældre, tabte ritualer eller hjælp fra unge eventyrere med mod på det umulige.

Rafino 'Den Stålklædte' Bernadotte: Rafino er en stor, muskuløs mand i midten af 40’erne, en erfaren vagt, der har patruljeret Bazilars gader i årevis. Han har et kraftigt ar på kinden og en gravalvorlig mine, men bag den hårde facade er han kendt for sin retfærdige natur. Som vagt er Rafino frygtet for sin evne til at håndtere selv de mest hærdede forbrydere og fredsforstyrrere med lige dele råstyrke og snarrådighed. Men det siges også, at han hjælper gadebørn i smug og er set give en mønt eller et brød til dem, der har mest brug for det.

Signora Pamina: – Pamina, en kvinde i sin bedste alder med en forbløffende hukommelse og en skarp humor, driver den velbesøgte kro “Bazilars Vugge” tæt på havnefronten. Hun er slående, med sine kulørte tørklæder, smykker og tatoveringer på hænderne, og kendt for sin buldrende latter og evne til at afværge enhver slåskamp, før den overhovedet starter. Hendes kro tiltrækker en broget skare – fra søfolk til teaterfolk og gendarmer – og Pamina er ikke bleg for at lytte til rygter og udveksle diskrete oplysninger, hvis det tjener hendes gæster (og hendes tegnebog) godt.

Fionn 'Vandreren' Kalle: Fionn er en omvandrende musiker og enmandsorkester, der med sin fløjte og tromme spiller for almisser i Bazilars travle gader. Han er en tynd, rodløs mand med et rødmosset ansigt og et utal af lommer, hvor han gemmer små amuletter og talismaner. Fionn har en mild og melankolsk karakter, og mange er fascineret af hans fortællinger og sange om fjerne lande og tragiske kærlighedshistorier. Han siges at være en tidligere soldat, men det er uvist, hvor han kommer fra – og han hævder selv, at hans musik er det eneste hjem, han behøver.

Tara 'Vindens Dattersøn' Quoni: Tara er en smuk, mørkhåret danser med en mystisk baggrund. Hendes eksotiske udseende, prydet med henna-tatoveringer og overdådige klæder, tiltrækker et eksklusivt publikum til hendes optrædener i den fashionable del af Bazilar. Tara danser som om vinden selv styrer hendes bevægelser og efterlader sine tilskuere i en tranceagtig fascination. Når hendes forestillinger er forbi, tilbyder hun ind imellem sine tjenester til velhavende og diskrete gæster, men for hende er dansen den egentlige frihed. Tara er kendt for at have stærke forbindelser til både underverdenen og adelen, hvilket gør hende til en, man ikke ønsker at komme på kant med.